Operaen som ugeblad

Jeg havde aldrig set operabygningen i Paris før, så på vej med Metroen i et helt andet ærinde besluttede vi at stå af, da vi kom til operaens stoppested. Og når vi nu var der, kunne vi lige så godt tage med på en guidet tur. Det fortrød vi ikke. Vi fik en meget malerisk beskrivelse af, hvordan Napoleon d. 3. efter et attentat udenfor den tidligere operabygning besluttede sig for at bygge en ny opera, hvor man kunne ankomme i sikkerhed. Den 35-årige Charles Garniers forslag blev af kejser Napoleon valgt som vinder af den første arkitektkonkurrence i Europa, som det bedste af fire forslag, som var udvalgt blandt de oprindeligt 171 forslag. Han var relativt ukendt på det tidspunkt, og måtte kæmpe med megen modgang, idet ingen andre end Napoleon brød sig om ham - end ikke kejserinden kunne lide ham. Men hun var åbenbart også venner med en af de store arkitekter i byen, som i øvrigt stod for at bygge en masse af de bygninger, der omkranser operabygningen. 

Vi fik beskrevet, hvordan det bedre borgerskab gik i operaen tre dage om ugen - ikke af musikalsk interesse, men hovedsageligt for at blive set. Det var en kendt sag, og Charles Garnier konstruerede derfor de brede trapper, så de kunne udgøre det perfekte sceneri til at kunne gøre en entré. Vi kunne forstå, at det kunne tage op mod 40 minutter for bedsteborgerne at skride standsmæssigt op ad den rigt og kostbart udsmykkede trappe. 

Selve forestillingerne foregik - for bedsteborgerne - i en atmosfære af private samtaler, idet man jo havde set forestillingerne gentagne gange, lyset i salen var tændt - det var ikke sådan at tænde og slukke de over 300 gaslys - og man havde faste pladser, så man kendte jo dem, man sad ved siden af ud og ind. De øvrige i salen kom jo som sagt for en dels vedkommende for at se de kendte bedsteborgere, så fra nogle af de solgte pladser oppe under loftet kan man faktisk slet ikke se scenen - kun de øvrige tilskuere på gulvet. Men musikken kan man jo høre. 

Operaens spejlsal er en del af vandrehallen. Den er overdådigt udsmykket med guld, guld og atter guld. Her blev i begyndelsen af 1900-tallet holdt gevaldige fester for de fine gæster, som efter forestillingerne også havde mulighed for at spise store middage i et tilstødende lokale. 

Selve byggeriet foregik fra 1861 til 1875. Ironisk nok kom Napoleon aldrig til at se bygningen færdig, idet han tabte den tysk-franske krig i 1870 og måtte sammen med sin hustru leve i landflygtig i England, hvor han døde kort tid efter sin ankomst. Hans hustru, kejserinden, så efter alt at dømme heller aldrig den færdigopførte opera.