skip to main |
skip to sidebar
Så nåede vi frem til Padborg. Endnu går der dog godt to timer, inden vi er hjemme i Viby, men vi har stadig masser af godter på vores iPod'er, så det skal nok gå hurtigt. Hermed afmønstrer jeg som ferieblogger for denne gang, men håber, I havde fornøjelse af at følge med.
Nu sidder vi på vores pladser i toget på vej mod Hamborg. Vi har lige sagt farvel til først Markus og Aksel i Lörrach, siden til Dieter, som uventet kom og vinkede farvel til os på banegården i Basel. Han havde oven i købet et par crossanter med til os, så vi kunne få morgenmad en ekstra gang på toget.
- bliver man ikke ældre, siger et italiensk ordsprog, så heller ikke i aften blev vi meget ældre. Her er vi Dieter, Astrid bag lysene, Aksel, Gerd og Markus bag Alex.
Og gæsterne er på trappen, så nu går det løs!
'Har du kun fem kagegafler?', spørger Alex, og så må Aksel hjælpe med at kigge i bestikskuffen. Men der var kun fem, så enten Aksel, Markus, Astrid, Dieter, Alex eller mig selv kommer til at spise desserten med en teske i aften. Mon ikke det går alligevel.
Nu var der jo gået over en uge, hvor Markus ikke kunne komme ud og køre på sin motorcykel, så nu skulle han altså ud en tur.
Alex og jeg er lige kommet fra torvedag i Lörrach, hvor vi, som vanligt, har indkøbt snaps i rigelige mængder; vi skulle jo nødigt gå tør, inden vi skal herned igen. En flaske kirschwasser og en flaske williamsbirne blev det til. Nu er vi tilbage hos Aksel og Markus, hvor vi sidder på altanen og får en kop kaffe.
På grund af bilkøerne blev det lidt senere end beregnet, vi kom tilbage, så vi har besluttet at lade Dr. Oetker stå for aftensmaden. Vi håber ikke at gå i chok over forandringen fra italienske og franske delikatesser.
Også i Schweiz holder vi nu i en bilkø, men det er billigere sluppet end den dame, som opdagede køen for sent, og kørte op i varevognen foran. De så dog begge ud til at være sluppet billigt - og hun fik i hvert fald konstateret, at airbag'en virkede. Med den stærkt nedsatte fart lykkedes det til gengæld at få et billede af Mont Blanc, som lever fint op til sit navn.
Så holder vi igen i en motorvejskø, denne gang i Frankrig. Et trafikuheld spærrer for trafikken, så vi væbner os med tålmodighed. Nå, mens jeg skrev denne besked, gik køen i opløsning. Der var ikke andet at se af uheldet, end at beton-stenene mellem vejbanerne var skubbet lidt et enkelt sted, så de har været hurtige til at rydde op.
De andre siger, vi er i et område, der er kendt fra Tour de France, og der er da også mange cyklister på bjergvejene her mellem de endeløse rækker af lavendelplanter. I baggrunden ses Mount Ventoux, så er alle tour-elskere vist med.
Vi nupper lige endnu et marked i byen Forcalquier, som ligger ganske tæt på det logi, vi har boet på de sidste par dage. Vi har dog ikke fundet noget uundværligt endnu, så det bliver nok en billig omgang. Når vi har fået marked nok, kører vi tilbage til Lörrach.
Der mangler jo ikke noget på vores logi her i Provence. Udsigten fra terrassen, som hører til værelset, Alex og jeg har, er mægtig malerisk - og poolen er naturligvis én, vi må bruge, så vi har været i adskillige gange allerede.
Et billede fra vores tur gennem Provence i går. En fransk version af Grand Canyon - og man kan jo spekulere på, om ikke denne faktisk har været kendt før den amerikanske pendant. I hvert fald var det meget betagende at se, hvordan floden Verdon gennem årtusinder har skåret sig dybt ned i klipperne og dermed skabt nogle fantastisk stejle bjergsider.
På billedet ses min frokost-skinkemad. Det særlige i Provence er jo så, at man bare kan plukke lidt vild rosmarin og komme på, hvis man har lyst. Hvad særligt er der ellers ved Provence? At her er pænt gør det jo ikke specielt, det er der jo så mange steder. Men det, som gør det til noget helt særligt, er, at her også lugter godt - over det hele. Og her lyder også godt, her til aften lyder her nærmest som om, man var med i en film optaget en smuk nat med fuldmåne og syngende cikader. Det kan stærkt anbefales at ta' på ferie her.
Et sidste kig på Borgio ud af bagruden på bilen, mens vi kører videre langs riveraen mod Frankrig. Som det sidste, inden vi kørte, har vi købt nogle crossanter som morgenmad til at spise på vejen.
Nu ligger vi på vores senge (det er nemlig alt for varmt under dynen, som godtnok kun er et tæppe) og skal snart til at sove efter en dejlig middag. Billedet viser lidt af den menu, jeg fik, forskellig grillet fisk med fritterede, indbagte grøntsager. Ikke dårligt, vil jeg sige.
Vi sidder med et glas hvidvin og nyder udsigten den sidste aften i Borgio. Om lidt går vi op ad en lille sti til Verezzi,hvor vi skal spise aftensmad på en restaurant.
Så er det sidste chance for at ligge på stranden, så det gør Alex og jeg, mens Aksel og Markus slapper af oppe i huset. Der er gode bølger i dag, så man får noget af en vippetur, når man svømmer. Til gengæld er der ikke meget ved at snorkle, når bølgerne hvirvler bunden op.
Billedet er taget i middelalderbyen Borgo. Bemærk hvordan man kan se det omkringliggende bjerglandskab for enden af gaden. I morgen regner vi med bare at slappe af og rydde op i huset, vi bor i, inden vi lørdag siger farvel til riveraen og tager til Provence.
Vi fandt ikke noget på markedet, vi syntes var værd at købe. I stedet fandt vi en dejlig restaurant i den nærliggende middelalderby, Borgo, hvor vi fik nogle lækre pasta- og fiskeretter. Nu er vi lige vendt hjem igen, og holder en times siesta, inden vi tager til stranden og bader.
Vi ville ellers have været tidligt nede og bade, inden vi skal til marked i Finale Ligure, men som man kan se på billedet, er der store bølger i dag, og det blæser en del, så vi nøjes med en kop kaffe på altanen, inden vi kører.
På hjemvejen til Borgio har vi været i Alassio, en af de første turistbyer ved den italienske rivera. Det ses blandt andet ved, at hotellerne i byen er bygget langs kysten så langt ned til vandkanten som muligt, som det også kan ses på billedet. Alex købte et italiensk armbåndsur i byen, og han glæder sig til at vise det frem hjemme i Danmark.
Her et kig ned ad gaden, vi lige er gået op ad til Piaza Cappucini i Pieve di Teco.
Der er jo malerisk allevegne, her et snapshot fra en lille by, vi fór forbi på vores udflugt i dag.
Der læses bøger og kort til morgenkaffen; vi er ved at planlægge, hvad vi skal i dag. Egentlig havde vi snakket om at køre hen til en dal-by, der hedder Pieve di Teco, men måske er det for diset. Bjergvejen i nærheden skulle ellers have en særlig god udsigt, men i diset vejr kan man nogle gange ikke se en hånd for sig.
Det er jo effektivt at sole sig mellem 12 og 15, måske lidt for effektivt, hvis man har sparet på solcremen, som man kan se på Alex' lår. I morgen er planen noget med at køre lidt rundt i bil, så må vi jo håbe, det ikke bliver noget med at ligg' på knæerne om' på bagsæjet hel' vej'n deruj'
Billedet er fra morgenbordet i går. Vi er lidt dvaske i dag og er indtil videre ikke nået til andet end kaffen, som bliver indtaget indendørs i skyggen med ventilatoren tændt. Allerede i går besluttede vi ikke at tage nogen steder i dag, så der har været lidt snak om en dasedag på stranden. Jeg kan dog mærke på Aksel og Alex, at de pønser på at omarrangere indretningen af huset, så måske ender det med at blive en dag med megen aktivitet alligevel.
Så har vi lige fået nogle sandwich og en øl som sen frokost i en lille middelalderby. Den lå lidt nede ad bjerget, så det var dejligt at sidde i skyggen.
Vi er på køretur oppe i bjergene, hvor der er lidt mere svalt end ved kysten. Her er vi på slendretur i Calizzano.
Her langs den italienske riviera gør de meget i betalingsstrande, men der er også nogle, som er gratis. Det er sådan én, vi bader fra, og det er dér, billedet ovenfor er taget. Hvis man kan undvære liggestol og parasol, er den jo fin nok - og vandet er jo det samme.
Vi ligger her bag skoderne og er så småt ved at vågne. I aftes sad vi og ventede på noget fyrværkeri, vi havde set annonceret på nogle plakater nede i byen. Vi kunne da også høre musik og en konfrencier, der talte (vi ved ikke om hvad, det var på italiensk og svært at høre), men fyrværkeri var der desværre ikke noget af - med mindre det var så småt, at vi ikke opdagede det. Men ikke desto mindre hyggede vi os, selvom det var en kølig aften, blæsende og kun 23 grader...
Efter en lille promenade i byen sidder vi nu på altanen og får en lille Campari soda og grissini'er.
Alle de andre drenge er gået til køjs, men jeg sidder og nyder vejret i skyggen udfor Alex og mit soveværelse i kælderen. Jeg vil tro, her er omkring 30 grader, skønt. Udsigten er ikke til at slide op, man kan mere blive bekymret for, om den holder os væk fra andre ting, der også kunne være dejlige at se. Alex og jeg har dog været ude at snorkle også, så lidt bevægelse er det blevet til. Og mon ikke vi skal ud at spise, når det bliver aften.
Så nåede vi frem til huset, vi skal bo i den næste uge - og udsigten er lige så god som sidst, som man kan se på billedet. Så snart vi havde pakket ud og delt en øl, skyndte Aksel, Alex og jeg selv os ned til stranden for at bade, mens Markus passede huset. Vandet var skønt, omkring 27 grader, til jeg tro. Nu sidder jeg og nyder udsigten, mens drengene arrangerer.
Bilkøen endte lige før skt Gotthardt-tunnelen, og her på den anden side skinner solen. Nu går det igen afsted med 120 km/t mod Ligurien.
Så går det afsted, men der meldes om to timers kø længere fremme, så vi når sikkert ikke at købe ravioli, som vi havde planlagt.
Selvom det er en rummelig vogn, Aksel og Markus har, så skal der alligevel lidt organiseren til for at få plads til det hele. Men bare vi ikke køber noget på turen til Italien ( !), så skal det nok gå. Vi er lidt bagud i forhold til tidsplanen, så det er spørgsmålet, om vi når frem til en bestemt pastabutik ved Magiore-søen, inden den holder weekendlukket.
Vi har siddet på altanen hele aftenen hos Astrid og Dieter og fået dejlig mad og vin. Som man kan se, var der ikke meget lys til at tage billeder, men man vist godt fornemme hyggen.
Halvanden times vinsmagning går altså hurtigt - men som Alex siger: 'Man kan da godt blive noget svimmel, hvis man går her en hel dag, jeg kan da godt mærke det, selvom vi kun har smagt vin tre steder'. Faktisk havde vi kun været to steder, men det understreger kun pointen. Nu kører vi hen til Astrid og Dieter, som har inviteret os til kl. 19.
Mens Aksel får lidt arbejde fra hånden inde ved computeren, pakker Alex værtindegaver ind. Dem regner vi med at skulle give væk i løbet af dagen, når vi skal på visiter hos vennerne i omegnen.
Åh ja, det er vel på tide at stå op. Jeg ligger og kigger op i reolen, Aksel og Alex snakker ude i køkkenet og Markus er på arbejde.
Så er der kun et øjeblik til vi ligger her i sengen i Aksel og Markus' kontor. Vi skal nok sove godt efter vi har fået dejlig mad og vin.
Helt usædvanligt måtte vi vente på, at der blev en ledig bagageboks, da vi kom til Hamborg. Men det lykkedes, og nu har vi lige været en tur op og ned ad gågaden, inden vi kører videre mod Basel klokken 14:24.
Så står vi og venter på 15'eren og glæder os til at komme afsted på den videre rejse sydpå.
Der er noget særdeles fredfyldt over dette mit første møde med Næstved. Måske er det disen, der pakker byen ind på en usædvanlig måde. Jeg må komme tilbage en dag med høj sol.
