Sidste aften i Paris

Den sidste aftenhimmel over Paris i denne omgang. Vi er lige kommet hjem fra en nærliggende restaurant, men inden gik vi en tur rundt i det nærmeste kvarter for at se på butikker - og her kom vi blandt andet ind i en skøn butik, fyldt med tegneserier og Tintin-merchandise. Jeg købte dig ikke noget. 

I det hele taget har indkøbsbehovet været minimalt i løbet af ferien, for alt kan man jo få derhjemme, og hvis man ikke kan, kan man bestille det på nettet, som regel endda til en lavere pris. 

Et lille Eiffeltårn ville jeg dog gerne have haft, men alle de kopier, man kan købe, har skrevet "Paris" eller "France" hen over tårnet - og det ser dels mærkeligt og dels er det unødvendigt. Hvem ved ikke, hvor Eiffeltårnet befinder sig?

Nå, men restauranten, Le Petit Châtelet, var rigtig god. Og alle retter indeholdt pistacie-nødder - bortset fra kaffen. 

Til forret artiskok-mos med pistacie og noget kød, måske røget mørbrad:

Til hovedret andebryst med tilbehør:

Til dessert pistacieis med kastagnecreme og flødeskum:

Og vinen:

Det var meget lækkert og meget hyggeligt. Og tjeneren var venlig, interesseret og imødekommende, så det var en god oplevelse. 

Nu vi tilbage på værelset, hvor vi prøver at få tømt pastisflasken inden afrejsen i morgen. 

Skål og god weekend. 

Fundet!

Med lidt hjælp fra internettet lykkedes det mig alligevel at finde Jean-Daniel Cadinots gravsted - men det betød en ekstra tur til Monmartre for mig, mens Alex fik sin lur. 

Montmartres kirkegård

Jeg begynder lige med et billede af vores hotel. Der er anden bygning fra højre i forgrunden, og vores værelse er det med karnappen yderst til højre i denne bygning. 

Så kommer her et morgenmadsbillede fra den lokale bager. Vi har spist mange croissanter og pan de chocolat til morgenmad, og dag var ingen undtagelse. Alex er dog begyndt at nævne, han godt snart kunne spise et stykke rugbrød. 

Herefter tog vi på udflugt til Montmartres kirkegård, hvor jeg var på udkig efter gravstedet for en instruktør af franske film, Jean-Daniel Cadinot. Men det er en stor kirkegård, så det lykkedes ikke. Til gengæld fandt vi den fransk/italienske sangerinde Dalidas pompøse gravsted:

Nu er vi tilbage på hotellet, og Alex får en lille middagslur, mens jeg skriver og lægger billeder på nettet. 

Cous cous og blinkede lygter

Kvarteret ved Hotel Esmeralda har en masse små gader, som egentlig virker hyggelige, men de er noget af en turistfælde. 

Da vi var rundt for at finde lidt aftensmad, stod der en person foran næsten hver restaurant og prøvede at lokke os indenfor med gode tilbud på mad. Og det endte også med, vi lod os lokke, for Alex har noget tid været på udkig efter en cous cous-restaurant, og da en kvinde fra en marokkansk restaurant kom med gode tilbud på cous cous, slog vi til. 

Bortset fra den anmasende facon og at tjeneren indenfor prøvede at få os til at købe en dyrere ret, end vi havde besluttet os for, så var det rigtig god mad. Selve indretningen var også en oplevelse, for som man kan se, var hele loftet dækket af grønne planter. 

Jeg havde læst, at man kan se Eiffeltårnets blinkende lygter i fem minutter hver fulde time efter solnedgang til klokken 1 om natten, så det skulle vi også hen og se. De blinkende lys blev vist første gang ved nytår år 2000, og består af 20.000 små lamper, der er monteret på ydersiden at konstruktionen. På grund af den vanskelige placering, blev der brugt bjergbestigere til opgaven. Det var egentlig meningen, at lysene skulle have været på tårnet midlertidigt, men det blev vel en succes, så derfor skiftede man alle pærer igen i 2003 til nogle, der skulle kunne holde i mindst 10 år mere - hvilket må betyde, de snart skal skiftes igen. 

Festligt ser det ud, når lysene blinker. 

Versaille

Så nåede vi også at se Versaille-slottet. Det er imponerende hver gang, og ikke mindst er det imponerende, hvor fin stand det allermeste af slottet er i. 

Dog manglede vi alle orangetræerne i haven, men det er nok for risikabelt endnu at tage dem ud af orangeriet. Men så har vi noget til gode til næste gang, vi lægger vejen forbi. 

Nu går turen tilbage til Paris med RERs linie C. 

Nyt hotel ved Notre Dame

Så har vi skiftet hotel for sidste gang, denne gang er vi på hotel Esmeralda lige ved Seinen og Notre Dame. Vi bor på 4. sal, og som man kan se, har vi en fantastisk udsigt:

Her er et billede af selve værelset:

Vi synes, her er rigtig hyggeligt og at det er det bedste hotelværelse, vi har haft på turen. Sjovt nok har det vist sig, at hotellernes internetkvalitet er omvendt proportionalt med værelsernes kvalitet (og pris), men det går nok endda. 

Notre Dame havde jeg ikke set før, så nu den lå i nærheden, måtte vi da lige ind og se den også. Den var fin og havde mange fine glasmosaikker, men det var svært at koncentrere sig om at se dem med mange mennesker og i øvrigt en del håndværkerlarm i kirken i dag. Men det var bestemt et imponerende bygningsværk. 

Nu overvejer vi at tage en tur til Versailles, vejret ser nemlig ud til at klare op. Det har ellers været en regnfuld formiddag.  

Underjordisk og surrealistisk

Vi kom jo til sidst under jorden og ned i katakomberne. Katakomberne under Paris er oprindeligt gange, der er opstået, fordi man udgravede kalksten her til de mange byggerier i området. Da man på et tidspunkt oplevede, at de fyldte kirkegårde i byen begynde at forurene, besluttede man at flytte alle grave ned i katakomberne. Det var et arbejde, der blev afsluttet i 1870, og da havde man arbejdet på sagen i 85 år - men så havde man også flyttet resterne af omkring 6 millioner lig. I Katakomberne er skeletresterne sirligt stablet, som man kan se her:

Også katakomberne selv kom til at udgøre et problem, efterhånden som der blev udført større og tungere byggerier i byen. Ikke få gange skete det at, veje og huse blev opslugt af jorden, når gangene i undergrunden gav efter. Derfor indførte man inspektioner af gangene, og disse medførte et større program for, hvilke dele der skulle understøttes og forstærkes. Det arbejder pågår stadig, da de bærende kalksten fra tid til anden bliver porøse og går til grunde af sig selv. I øvrigt er nogle af de oprindelige gange fra katakomberne siden blevet udvidet og er blevet en del af Metroens gange og spor.

Efter en lille frokostsandwich i en park nær udgangen fra katakomberne tog vi tilbage tilbage til Montmartre for at få en kop kaffe og lede efter en fondue-restaurant, vi var på sidst, og som var ret god. Vi fandt den desværre ikke, men i vores søgen kom vi tilfældigvis til et Salvador Dali-museum, som vi havde fået anbefalet hjemmefra, så det besøgte vi også. Her var udstillet en del af Dalis skulpturer og litografier. Det var et udmærket museum, men vi savnede at se hans malerier. Herunder en skulptur, der har referencer til Newton og tyngdeloven:

Og så nåede vi frem til kaffen. Vi satte os ved en lille café ved Rue Muller, og for jer, som kender området, virker billedet nok bekendt:

Her sidder vi og venter på kaffen:

På vej tilbage til hotellet kom vi forbi dette syn, som er typisk for Paris: En gadefejer har åbnet for en ventil, så Seine-vand løber ud på gaden og skaber et lille vandløb. Ud i det vandløb fejes skidt og skrald, som løber med vandet og ned i kloakerne:

Åkander og katakomber

Her til morgen har vi været på Musée de l'Orangerie for at se Claude Monets åkandemalerier. Han malede på dem i mange år, men da de endelig var færdige, var stilarten gået af mode, og malerierne var derfor ikke specielt populære. Af samme grund blev malerierne heller ikke udstillet på den måde, som Monet havde forestillet sig. Men maleriernes efterfølgende popularitet gjorde, at man i 2006 renoverede og indrettede bygningen, så den nu er restaureret til det udseende og udtryk, Monet havde ønsket. Desværre måtte man ikke tage billeder er malerierne, så i stedet er billedet af Alex taget, mens vi lige nu står i en lang kø til katakomberne. 

Hyggelig aften med Yannick

Her til aften mødtes vi med Yannick, som vi ikke har set i næsten 15 år. Vi fik snakket godt om gamle dage og om, hvad der var sket siden sidst - så det blev selvfølgelig en lang snak. Men det var mægtig hyggeligt, og stemningen og maden på restaurant L'Auberge Aveyronnaise, hvor vi mødtes, gjorde sit til at underbygge hyggen. Vi sluttede af med en drink på en nærliggende bar, og skiltes igen efter kun fire timer. Forhåbentlig går der ikke 15 år igen, inden vi ses. 

Flere seværdigheder

Her står Alex i Spreckelsens triumfbue i La Défence i den vestlige ende af Paris. I baggrunden ses et udsnit af de mange højhuse, der skyder op i bydelen. Til vores overraskelse bygges der stadig på livet løs. Men det føles som en meget upersonlig bydel, og der er ikke meget liv på gaderne - i sammenligning med centrum, i hvert fald. 

Ellers har vi været på Petit Palais og set lidt af den klassiske kunst samt nogle få værker fra begyndelsen af 1900-tallet. Som man kan se, var de japanske kirsebærtræer i den lille gårdhave i fuld blomst. Fra udstillingen er her et billede af Monet:

Det lader ellers til, at udstillingssæsonen begynder i marts. Således gik vi glip af Bill Viola, Robert Mapplethorpe og Carl Larsson, som alle udstilles i Grand Palais og Petit Palais i løbet af marts. Men det kan måske være en inspiration for andre. 

Inden vi gik en tur på Champs-Élysées købte vi os et par nye pastisglas, så dem har vi naturligvis også afprøvet på vores nye hotelværelse. Herfra er dette billede fra i morges, hvor Alex skrev nogle få postkort:

Operaen som ugeblad

Jeg havde aldrig set operabygningen i Paris før, så på vej med Metroen i et helt andet ærinde besluttede vi at stå af, da vi kom til operaens stoppested. Og når vi nu var der, kunne vi lige så godt tage med på en guidet tur. Det fortrød vi ikke. Vi fik en meget malerisk beskrivelse af, hvordan Napoleon d. 3. efter et attentat udenfor den tidligere operabygning besluttede sig for at bygge en ny opera, hvor man kunne ankomme i sikkerhed. Den 35-årige Charles Garniers forslag blev af kejser Napoleon valgt som vinder af den første arkitektkonkurrence i Europa, som det bedste af fire forslag, som var udvalgt blandt de oprindeligt 171 forslag. Han var relativt ukendt på det tidspunkt, og måtte kæmpe med megen modgang, idet ingen andre end Napoleon brød sig om ham - end ikke kejserinden kunne lide ham. Men hun var åbenbart også venner med en af de store arkitekter i byen, som i øvrigt stod for at bygge en masse af de bygninger, der omkranser operabygningen. 

Vi fik beskrevet, hvordan det bedre borgerskab gik i operaen tre dage om ugen - ikke af musikalsk interesse, men hovedsageligt for at blive set. Det var en kendt sag, og Charles Garnier konstruerede derfor de brede trapper, så de kunne udgøre det perfekte sceneri til at kunne gøre en entré. Vi kunne forstå, at det kunne tage op mod 40 minutter for bedsteborgerne at skride standsmæssigt op ad den rigt og kostbart udsmykkede trappe. 

Selve forestillingerne foregik - for bedsteborgerne - i en atmosfære af private samtaler, idet man jo havde set forestillingerne gentagne gange, lyset i salen var tændt - det var ikke sådan at tænde og slukke de over 300 gaslys - og man havde faste pladser, så man kendte jo dem, man sad ved siden af ud og ind. De øvrige i salen kom jo som sagt for en dels vedkommende for at se de kendte bedsteborgere, så fra nogle af de solgte pladser oppe under loftet kan man faktisk slet ikke se scenen - kun de øvrige tilskuere på gulvet. Men musikken kan man jo høre. 

Operaens spejlsal er en del af vandrehallen. Den er overdådigt udsmykket med guld, guld og atter guld. Her blev i begyndelsen af 1900-tallet holdt gevaldige fester for de fine gæster, som efter forestillingerne også havde mulighed for at spise store middage i et tilstødende lokale. 

Selve byggeriet foregik fra 1861 til 1875. Ironisk nok kom Napoleon aldrig til at se bygningen færdig, idet han tabte den tysk-franske krig i 1870 og måtte sammen med sin hustru leve i landflygtig i England, hvor han døde kort tid efter sin ankomst. Hans hustru, kejserinden, så efter alt at dømme heller aldrig den færdigopførte opera. 

Crème brûlée

Uhm, den var god. Det var resten af aftensmaden også, vi fik kylling krydret med lime og pinjekerner, serveret med pommes frites - alle andre steder måske nok det nemme tilbehør, men i Frankrig kan man vel godt sige, det er en specialitet. Og vinen - oh là là, magnifique! 

Nu nupper vi lige en godnatpastis, inden vi skal sove. 

Det var søndag - sådan da

Det har været en dejlig solskinsdag i Paris - meget forårsagtig.

Her er først et billede af vores hoteludsigt fra i morges:

Vi bliver boende her til i morgen, og så flytter vi til et andet hotel to gader væk, Comfort Hotel Saint Pierre, hvor vi har bestilt tre overnatninger. 

Mens vi jagtede et bageri for at købe morgenmad, stod vi pludselig i det gamle "hood" fra da vi var her sidst for små 20 år siden. Her står Alex og rykker i døren til Rue Muller nr. 13, hvor Iben og Yannick boede:

Morgenmaden og frokostsandwichen købte vi hos vores sædvanlige bager i kvarteret. Den blev spist foran Sacré Coeur hvor vi kunne sidde i solen og nyde udsigten over Montmatre:

Herefter blev det til en tur på Les Puces, det lokale loppemarked, som er, hvis ikke det største, så et af Europas største loppemarkeder:

Vi købte dog ikke noget - hvilket i sig selv er en bedrift...

Så var det frokosttid, og når den er i tasken, og man har købt Metro-billetter, hvorfor så ikke hoppe i en Metro og køre hen til Eiffeltårnet og spise sin frokost dér. Som sagt, så gjort. 

Og når man nu er der, koster det kun 4€ pr. mand at komme op i tårnet. Det vil sige, billetten gælder kun de to første niveauer. Heldigvis kan man så købe en ny billet til 6€ pr. mand, så man kan komme med elevatoren op på tredje niveau, helt oppe i toppen. Og sørme, om ikke man dér på toppen finder en champagnebar, hvor man kan købe champagne til kun 12€ pr. glas. Jo, de ved nok, hvordan man henter pengene hjem. Skål på det.

Hvor hutten er hatten?

Kan I mærke spændingen? Om et øjeblik rejser Alex sig efter at være blevet pasfotograferet, men glemmer, at han har lagt sin hue i skødet, som derfor falder på gulvet, hvilken ingen af os bemærker i skyndingen. Vi går derfor intetanende videre gennem sikkerhedstjek og finder først derefter ud af, at huen er væk! Alex må tilbage gennem tolden og tilbage til fotoboksen, hvor huen heldigvis ligger på gulvet endnu. Imens bestiller jeg en burger med pulled pork til os hver, og vi kan øjeblikket efter genforenes over en fastfood-frokost. 

Flyturen var dejlig solfyldt, men ikke lydløs, som det ses. 

Nu ligger vi i hver sin seng og drikker pastis på Hotel Angleterre efter en aftenbytur i Paris med aftensmad på en tyrkisk restaurant.