tirsdag den 23. september 2014

Mad og bad

Lige nu holder vi en lille siesta. De andre ligger og slapper af på deres senge, mens jeg sorterer og redigerer i de billeder, jeg har taget indtil videre. 
Billedet herover er fra morgenbordet tidligere i dag. 
Vi har naturligvis badet igen i dag. Vandet er vældig klart, så med dykkermaske og snorkel kan man se ganske mange forskellige fisk. 




mandag den 22. september 2014

Ankommet til den italienske rivera

Her er helt stille, bortset fra middelhavsbrændingens rytmiske brusen. Vi ligger alle i vores senge i Borgio Verezzi, 100 meter fra middelhavskysten. Det vil jo altså sige, at vi er velankommet fra Lörrach, vi har været ude at bade (vandet er 23-24 grader varmt), vi har fået Campari/soda på altanen og vi har haft en hyggelig aften, hvor Aksel har serveret hjemmelavede italienske retter. 
Billedet er fra den nærliggende by, Finale Ligure, hvor gjorde første stop ved kysten og hvor vi fik en is og fik købt lidt proviant. 

søndag den 21. september 2014

Køkkenarbejde

Aksel og Alex har travlt med at forberede aftensmaden. Det er noget med comfit de canard og pæretærte. 

I Knöpflesbrunnen

Der findes som bekendt ikke godt vejr, kun korrekt påklædning. Det kan man ikke just sige, vi havde valgt til dagens udflugt til Knöpflesbrunnen, for det gav sig til at regne, da vi var omtrent halvvejs på vandreturen. Men lidt vand gør jo ikke den store skade, slet ikke når vejret er rimelig varmt og udsigten storslået. 
Efter gåturen satte vi os ind på et lille gæstgiveri, hvor vi fik en kop kaffe og et lækkert stykke Schwartzwälder Kirschtorte. 
Nu holder Alex og jeg et lille eftermiddagshvil i annekslejligheden, mens tøjet tørrer på radiatoren i køkkenet. 

I Lörrach

Vi er begge blevet vækket af en overraskende lyd: der er noget, der drypper. 
Vi ligger i et gæsteværelse i Aksels anneks, kan man kalde det. Det er en 3-værelses lejlighed, som han har værksted i, og som han deler med en anden. De har et værelse hver og så et ekstra til deling, som de bruger til showroom eller, når det er nødvendigt, ekstra gæsteværelse. Anneks-lejligheden ligger tre minutters gang fra Aksels og Markus' egen lejlighed. 
Drypperiet, har vi dog hurtigt konstateret, var hverken et utæt vandrør eller Aksels værkstedskammerat, som er kommet og har åbnet for vandet. Forklaringen er den simple: Det regner, og tagrenden må have et lille hul et sted, så det plasker ned i den lille gård, der er udenfor vores vindue. 

Det er lidt anderledes vejr end i går, da vi ankom kl. 17.55 i et varmt sensommervejr, 22 grader og sol, efter en usædvanlig uproblematisk køretur ned gennem hele Tyskland med let trafik og sket ingen køer.  
Billedet er fra i aftes, da vi sad på Aksel og Markus' altan og fik et glas neue, som er friskpresset druesaft, der er gået i gæring. Som vi plejer at sige: det smager som saftevand og slår som en guldbajer. Endnu var den dog ikke så langt i gæringen, så den virkede ikke så stærk, selvom etiketten angav procenten til at være 10,5.