skip to main |
skip to sidebar
Så nåede vi frem til Padborg. Endnu går der dog godt to timer, inden vi er hjemme i Viby, men vi har stadig masser af godter på vores iPod'er, så det skal nok gå hurtigt. Hermed afmønstrer jeg som ferieblogger for denne gang, men håber, I havde fornøjelse af at følge med.
Nu sidder vi på vores pladser i toget på vej mod Hamborg. Vi har lige sagt farvel til først Markus og Aksel i Lörrach, siden til Dieter, som uventet kom og vinkede farvel til os på banegården i Basel. Han havde oven i købet et par crossanter med til os, så vi kunne få morgenmad en ekstra gang på toget.
- bliver man ikke ældre, siger et italiensk ordsprog, så heller ikke i aften blev vi meget ældre. Her er vi Dieter, Astrid bag lysene, Aksel, Gerd og Markus bag Alex.
Og gæsterne er på trappen, så nu går det løs!
'Har du kun fem kagegafler?', spørger Alex, og så må Aksel hjælpe med at kigge i bestikskuffen. Men der var kun fem, så enten Aksel, Markus, Astrid, Dieter, Alex eller mig selv kommer til at spise desserten med en teske i aften. Mon ikke det går alligevel.
Nu var der jo gået over en uge, hvor Markus ikke kunne komme ud og køre på sin motorcykel, så nu skulle han altså ud en tur.
Alex og jeg er lige kommet fra torvedag i Lörrach, hvor vi, som vanligt, har indkøbt snaps i rigelige mængder; vi skulle jo nødigt gå tør, inden vi skal herned igen. En flaske kirschwasser og en flaske williamsbirne blev det til. Nu er vi tilbage hos Aksel og Markus, hvor vi sidder på altanen og får en kop kaffe.
På grund af bilkøerne blev det lidt senere end beregnet, vi kom tilbage, så vi har besluttet at lade Dr. Oetker stå for aftensmaden. Vi håber ikke at gå i chok over forandringen fra italienske og franske delikatesser.
Også i Schweiz holder vi nu i en bilkø, men det er billigere sluppet end den dame, som opdagede køen for sent, og kørte op i varevognen foran. De så dog begge ud til at være sluppet billigt - og hun fik i hvert fald konstateret, at airbag'en virkede. Med den stærkt nedsatte fart lykkedes det til gengæld at få et billede af Mont Blanc, som lever fint op til sit navn.
Så holder vi igen i en motorvejskø, denne gang i Frankrig. Et trafikuheld spærrer for trafikken, så vi væbner os med tålmodighed. Nå, mens jeg skrev denne besked, gik køen i opløsning. Der var ikke andet at se af uheldet, end at beton-stenene mellem vejbanerne var skubbet lidt et enkelt sted, så de har været hurtige til at rydde op.
De andre siger, vi er i et område, der er kendt fra Tour de France, og der er da også mange cyklister på bjergvejene her mellem de endeløse rækker af lavendelplanter. I baggrunden ses Mount Ventoux, så er alle tour-elskere vist med.
Vi nupper lige endnu et marked i byen Forcalquier, som ligger ganske tæt på det logi, vi har boet på de sidste par dage. Vi har dog ikke fundet noget uundværligt endnu, så det bliver nok en billig omgang. Når vi har fået marked nok, kører vi tilbage til Lörrach.
Der mangler jo ikke noget på vores logi her i Provence. Udsigten fra terrassen, som hører til værelset, Alex og jeg har, er mægtig malerisk - og poolen er naturligvis én, vi må bruge, så vi har været i adskillige gange allerede.
Et billede fra vores tur gennem Provence i går. En fransk version af Grand Canyon - og man kan jo spekulere på, om ikke denne faktisk har været kendt før den amerikanske pendant. I hvert fald var det meget betagende at se, hvordan floden Verdon gennem årtusinder har skåret sig dybt ned i klipperne og dermed skabt nogle fantastisk stejle bjergsider.
På billedet ses min frokost-skinkemad. Det særlige i Provence er jo så, at man bare kan plukke lidt vild rosmarin og komme på, hvis man har lyst. Hvad særligt er der ellers ved Provence? At her er pænt gør det jo ikke specielt, det er der jo så mange steder. Men det, som gør det til noget helt særligt, er, at her også lugter godt - over det hele. Og her lyder også godt, her til aften lyder her nærmest som om, man var med i en film optaget en smuk nat med fuldmåne og syngende cikader. Det kan stærkt anbefales at ta' på ferie her.
Et sidste kig på Borgio ud af bagruden på bilen, mens vi kører videre langs riveraen mod Frankrig. Som det sidste, inden vi kørte, har vi købt nogle crossanter som morgenmad til at spise på vejen.
Nu ligger vi på vores senge (det er nemlig alt for varmt under dynen, som godtnok kun er et tæppe) og skal snart til at sove efter en dejlig middag. Billedet viser lidt af den menu, jeg fik, forskellig grillet fisk med fritterede, indbagte grøntsager. Ikke dårligt, vil jeg sige.
Vi sidder med et glas hvidvin og nyder udsigten den sidste aften i Borgio. Om lidt går vi op ad en lille sti til Verezzi,hvor vi skal spise aftensmad på en restaurant.
Så er det sidste chance for at ligge på stranden, så det gør Alex og jeg, mens Aksel og Markus slapper af oppe i huset. Der er gode bølger i dag, så man får noget af en vippetur, når man svømmer. Til gengæld er der ikke meget ved at snorkle, når bølgerne hvirvler bunden op.
Billedet er taget i middelalderbyen Borgo. Bemærk hvordan man kan se det omkringliggende bjerglandskab for enden af gaden. I morgen regner vi med bare at slappe af og rydde op i huset, vi bor i, inden vi lørdag siger farvel til riveraen og tager til Provence.
Vi fandt ikke noget på markedet, vi syntes var værd at købe. I stedet fandt vi en dejlig restaurant i den nærliggende middelalderby, Borgo, hvor vi fik nogle lækre pasta- og fiskeretter. Nu er vi lige vendt hjem igen, og holder en times siesta, inden vi tager til stranden og bader.
Vi ville ellers have været tidligt nede og bade, inden vi skal til marked i Finale Ligure, men som man kan se på billedet, er der store bølger i dag, og det blæser en del, så vi nøjes med en kop kaffe på altanen, inden vi kører.
På hjemvejen til Borgio har vi været i Alassio, en af de første turistbyer ved den italienske rivera. Det ses blandt andet ved, at hotellerne i byen er bygget langs kysten så langt ned til vandkanten som muligt, som det også kan ses på billedet. Alex købte et italiensk armbåndsur i byen, og han glæder sig til at vise det frem hjemme i Danmark.
Her et kig ned ad gaden, vi lige er gået op ad til Piaza Cappucini i Pieve di Teco.
Der er jo malerisk allevegne, her et snapshot fra en lille by, vi fór forbi på vores udflugt i dag.
Der læses bøger og kort til morgenkaffen; vi er ved at planlægge, hvad vi skal i dag. Egentlig havde vi snakket om at køre hen til en dal-by, der hedder Pieve di Teco, men måske er det for diset. Bjergvejen i nærheden skulle ellers have en særlig god udsigt, men i diset vejr kan man nogle gange ikke se en hånd for sig.
Det er jo effektivt at sole sig mellem 12 og 15, måske lidt for effektivt, hvis man har sparet på solcremen, som man kan se på Alex' lår. I morgen er planen noget med at køre lidt rundt i bil, så må vi jo håbe, det ikke bliver noget med at ligg' på knæerne om' på bagsæjet hel' vej'n deruj'
Billedet er fra morgenbordet i går. Vi er lidt dvaske i dag og er indtil videre ikke nået til andet end kaffen, som bliver indtaget indendørs i skyggen med ventilatoren tændt. Allerede i går besluttede vi ikke at tage nogen steder i dag, så der har været lidt snak om en dasedag på stranden. Jeg kan dog mærke på Aksel og Alex, at de pønser på at omarrangere indretningen af huset, så måske ender det med at blive en dag med megen aktivitet alligevel.
